Allergirisiko: Der er parfume i masser af makeup
Omkring fire procent af befolkningen har parfumeallergi, anslår Videncenter for Allergi, som særligt oplever en stigning blandt unge og kvinder.
Og makeuppungen kan sagtens være fuld af parfumeholdige sager.
- Allergi er meget udbredt ved parfume, fortæller Jette Rud Larsen Heltved, som er AC-tekniker hos Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen råder til, at udskifte de produkter, der bliver på huden hele dagen, med parfumefri alternativer.
Hvis man gerne vil styre uden om makeup, som indeholder parfume, kan man kigge efter ordene "parfum" eller "aroma" på ingredienslisten på produktet, oplyser Kosmetik- og Hygiejnebranchen.
- Derudover har man udpeget 26 deklarationspligtige allergifremkaldende stoffer, som skal fremgå af ingredienslisten, hvis de findes i produktet.
- Ellers kan man gå efter produkter, der er mærket med Den Blå Krans eller Allergy Certified, lyder rådet fra Kosmetik- og Hygiejnebranchen.
Ifølge Videncenter for Allergi bliver der brugt mere end 120 parfumestoffer, der kan give kontaktallergi og allergisk eksem, i kosmetik, plejeprodukter og rengøringsmidler. Heraf er altså kun 26 parfumestoffer deklareringspligtige.
- Den eneste måde, man kan være sikker på at undgå parfumestoffer, er altså at vælge parfumefri produkter, konstaterer Jeanne Duus Johansen, som er professor og centerleder ved Videncenter for Allergi.
Går man efter ord som naturlig eller økologisk, når man køber sin makeup, skal man være opmærksom på, at det ikke stiller krav til indholdet af parfume.
- Hvis makeup markedsføres som naturligt eller økologisk, er det ikke ensbetydende med, at produktet er fri for parfume. Produkter, der markedsføres som naturlige eller økologisk, fortæller om indholdsstoffernes oprindelse - ikke om hvorvidt produktet indeholder parfume eller ej.
Alle duftstoffer – også fra naturlige kilder som eksempelvis æteriske olier eller blomster og planter – kan give allergi. Faktisk er den hyppigste årsag til parfumeallergi naturlige ekstrakter, oplyser Videncenter for Allergi.
Ifølge Kosmetik- og Hygiejnebranchen findes der efterhånden et bredt udvalg af makeup fra både danske og udenlandske producenter til forbrugere, som ønsker makeup uden parfume.